Ny direktør i SIMAC
Lene Daugaard tiltræder som direktør i SIMAC den 1. september 2024. Lene Daugaard er optaget af at sikre høj kvalitet i SIMACs uddannelser og af at skabe et godt arbejdsmiljø i SIMAC – for studerende såvel som for medarbejdere.
Bestyrelsesformand i SIMAC Niels Bruus, Vice President, Head of Global Safety and Resilience hos A.P. Møller - Mærsk, ser frem til, at Lene Daugaard skal lede SIMAC og han lægger vægt på, at processen op til ansættelsen af den nye direktør har været rigtig god og vellykket.
Om den kommende direktør siger han:
”Bestyrelsen ser frem til et tæt og aktivt samarbejde med den kommende direktør, og vi glæder os til at byde Lene Daugaard velkommen. Jeg er meget glad for, at Lene Daugaard fremadrettet skal stå i spidsen for SIMAC, og med hendes store erfaring med ledelse og strategisk udvikling inden for uddannelsessektoren er jeg sikker på, at hun er den rette til at fortsætte den positive udvikling i SIMAC – dels ved at sikre fortsat høj kvalitet og relevans i SIMACs uddannelser og dels ved at bidrage positivt til et godt miljø for SIMACs studerende og medarbejdere.”
Lene Daugaard glæder sig til at begynde arbejdet fra havnefronten i Svendborg:
”Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af SIMAC og er optaget af – sammen med alle ledere og medarbejdere – at arbejde for en fortsat kvalitetsudvikling af skolens uddannelser og at sikre relevans for aftagerfeltet. Jeg ser frem til at arbejde med skolens unikke position og fantastiske rammer, så vi kan bygge videre på stærke faglige miljøer og arbejde for at skabe en attraktiv arbejdsplads, også i de kommende år. Et godt fundament for denne udvikling er et godt studiemiljø for de studerende såvel som et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. Jeg kommer med en nysgerrig tilgang til arbejdet, og jeg glæder mig til at udvikle SIMACs potentialer.”
Lene Daugaard kommer fra en stilling som leder af HR og Organisation i Fredericia Kommune og har mange års ledererfaring fra blandt andet uddannelsesverdenen. Hun har knap otte års erfaring fra den videregående uddannelsessektor, hvor hun har arbejdet med strategi, kvalitet og udvikling i sin rolle som Uddannelses- og Forskningschef ved Københavns Maskinmesterskole, mens hun tidligere har arbejdet i ledelsen på Professionshøjskolen UCC. Ydermere har Lene Daugaard bred erfaring fra ledelsesposter i store, offentlige organisationer inden for både det statslige, det regionale og det kommunale område.
Lene Daugaard efterfølger Jesper Bernhardt på direktørposten. Bestyrelsesformand Niels Bruus udtaler:
”Jeg vil gerne takke Jesper Bernhardt for hans passion og engagement de seneste 14 år. Jesper Bernhardt har meget at være stolt af, ikke mindst har han været drivkraften bag de fantastiske rammer, SIMAC er flyttet ind i sidste år. Det er Jesper Bernhardts store fortjeneste, at han kan overlevere en succesfuld og moderne uddannelsesinstitution på en af Danmarks smukkeste adresser.”
SIMAC – Svendborg International Maritime Academy – udbyder professionsbacheloruddannelserne maskinmester, skibsfører og skibsofficer. SIMAC har til huse i en helt ny bygning med moderne faciliteter på Nordre Kaj i hjertet af Svendborg.
Kontakt
Niels Bruus, bestyrelsesformand i SIMAC, niels.h.bruus@maersk.com, +45 6163 2038