Bliv studerende
Studiemiljø
Udvikling
Om SIMAC
Training
EN

Sejlklub nærmere stor idrætspris

28 Nov 2018 af SIMAC

Med 63 procent af stemmerne er Thurø Sejlklub det af tre nominerede fynske idrætsinitiativer, der går videre i konkurrencen om at blive årets vinder af Danskernes Idrætspris.

THURØ: Den er endnu ikke helt hjemme. Men Thurø Sejlklub har taget et kvantespring tættere mod det, den drømmer allermest om i de her dage -at vinde Danskernes Idrætspris for initiativet ” Sejl og Studér”.

Afstemning om, hvilket af tre fynske nominerede idrætsprojekter, der skulle gå videre og være Fyns bud på en vinder af den eftertragtede pris, som DR uddeler, er netop slut, og Thurø Sejlklub står tilbage som overlegen vinder af fynboernes stemmer.

Ikke færre end 63 procent af alle dem, der har stemt, har valgt Thurø Sejlklub som deres favorit blandt de tre, der også talte Vollsmose Boxing i Odense og Børn, Bold og Motorik i Middelfart.

Det tøver Jesper Henriksen, næstformand i sejlklubben, ikke med at betragte som en stor sejr allerede.

Det er jo helt vildt. Vi har kæmpet for at mobilisere alt, hvad vi kunne, for vi synes selv, vi har et godt budskab, så det er en hel forløsning, siger han om det store rygstød i retning af prisen, som Svendborg Gymnastikforening og SG Huset vandt i 2014.

 

Vellykket nytænkning

Sejren betyder nu, at Thurø Sejlklub sammen med syv andre regionale vindere fra resten af landet går videre til semifinalen, hvor bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund udvælger tre finalister, der kommer med til DRs prisuddelingsshow Sport 2018, hvor man udpeger den endelige vinder af prisen.

Showet finder sted 5. januar.

” Sejl og Studér” er en slags klub i klubben-initiativ, som har formået at få unge i alderen 17 til 30 år i gang med at dyrke sejlads. Til fordel for klubben, der har fået lukket et hul i medlemskaren og sikret et grundlag for rekruttering af blandt andet trænere, og til fordel for de unge, der typisk er studerende, der har glæde af både den fysiske aktivitet og et nyt fællesskab i en by, hvor de er tilflyttere.

Nytænkningen er Anne Lolks bud på, hvorfor Thurø Sejlklub har vundet den her delsejr. Hun er selv tidligere verdensmester i toerkajak, OL-deltager i roning og har siddet med i det regionale dommerpanel, som har valgt de tre fynske projekter, der gik videre til en afstemning.

Thurø Sejlklub har fået fat i en gruppe, der til tider kan være overset i foreningsidrætten
-og med et ret simpelt koncept og setup får den både skabt et netværk for unge studerende og genereret nye kræfter til klubben.

 

Her er en klub, som på en nytænkende måde har fået en lille og ikke så tilgængelig sportsgren sparket ind som et åbenlyst valg, når man skal være både social og aktiv, siger hun i en pressemeddelelse.

” Sejl og Studér” har 50 unge med om bord, og hver tirsdag i sæsonen møder omkring 30 af dem op til sejlads i klubbens J70′ er-både og til molebajere og fælles madlavning bagefter.

Find originalartikel her.

outdated-browser