Studiestart vinter 2022
Velkommen til SIMAC!
Vi glæder os meget til at byde dig velkommen på SIMAC til den kommende studiestart.
På denne side kan du gå på opdagelse i forskellige områder af dit studie.
Du kan blandt andet lære mere om vores intranet Moodle, høre om studielivet og møde dine studieguider.
Siden opdateres løbende med mere information.
Vigtigt!
Det første, du skal gøre, er at bekræfte din studieplads samt sige ja til vores databehandleraftale (GDPR).
Det er meget vigtigt, at du gør det - og det er heldigvis meget nemt. Alt du skal gøre, er at gå ind her: Bekræft studieplads, udfylde de få informationer og gemme.
PS. Når du har takket ja til pladsen, kan vi indskrive dig i vores systemer, og du vil inden studiestart modtage en sms, hvorefter du kan søge SU. Du kan dog tidligst søge SU d. 15. januar 2022.
Moodle og andet IT
Når du har bekræftet din studieplads, modtager du på et tidspunkt en sms med studienummer og log-in-oplysninger til SIMACs systemer.
Din primære informationsside vil blive Moodle. Her kan du se alt fra dine undervisningsplaner til kommende arrangementer på SIMAC.
Du kommer på Moodle ved at oprette dig gennem den SMS, du har fået eller snart får. Har du problemer, kan du altid skrive til it@simac.dk.
Udover Moodle er det også vigtigt at have kendskab til WebUntis, hvor du kan se dit skema. Det kan tilgås via Moodle.
Du skal melde dig ind i Facebookgruppen "Studieliv på SIMAC", som bruges til mange af de vigtige informationer, forskellige arrangementer og meget andet.
Du logger ind på din Edumail med samme bruger, som på Moodle. Det er på din Edumail undervisere og andre fra SIMAC sender dig mails. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at tjekke den ofte.
Nedenfor har du links til de forskellige nyttige sider.
Studiehåndbog
Studiehåndbogen er det sted, hvor du kan finde oplysninger om alt, du er i tvivl om.
Det er derfor vigtigt, at du i løbet af din første tid på SIMAC kigger den igennem.
SU
Du er berettiget til SU fra februar måned 2022, hvis du starter på:
- Skibsføreruddannelsen (1. eller 3. semester)
- Skibsofficersuddannelsen (1. eller 2. semester)
- Maskinmesteruddannelsen
Du kan først søge SU til uddannelsen på www.su.dk, ca. 5 dage efter, du har svaret ja tak til din studieplads, dog tidligst d. 15. januar 2022.
Når du søger SU, skal du tjekke, at SIMAC automatisk står på den side, hvor du opretter ansøgningen.
Du må ikke søge, hvis SIMAC kun findes som valgmulighed i en drop-down liste. Så vil den nemlig ikke gå korrekt igennem.
Du skal ikke søge SU, hvis du starter direkte på 2. semester af skibsføreruddannelsen, og din praktik er lønnet.